6. Avis Artikel

6. Avis Artikel

Er det at gøre vold imod en teenager:

  • – at slæbe hende væk fra sine venner i 3 måneder?
  • – at føre hende ud, hvor hun ikke kan bruge sin mobiltelefon?
  • – at forhindre hende i at se tv og film?
  • – at campere på steder, hvor selv krøllejern og føntørrere må melde pas?

Tja, måske. Men den dag vi sad ved bålet på Mussel Beach og kiggede ud over Stillehavet, udtalte hun trods diverse mangler: ”at lige nu savnede hun slet ingenting”!

Vi er en familie på 5: Mila på 14, Niels på 13 og Betina på 6 år + vi 2 gamle, Bo og Berith, som havde taget orlov fra en travl hverdag i Thy for at udvide vores horisonter og være sammen som familie på en anden måde i 3 måneder.

Målet var det vestlige Canada med et par smutture til Alaska, og første destination var Vancouver. Der bor nemlig Sylvain, som Berith mødte i en kibbutz i Israel for 20 år siden. I mellemtiden havde han nu fundet sig en sød kone, Susan og fået en datter, som oven i købet var opkaldt efter vores Mila. De var lige flyttet i hus en uge tidligere, så der var plads til at vi kunne bo der nogle dage, og vi havde alle glædet os meget til at besøge dem.

Dagene i Vancouver brugte vi bla til at få købt lidt udstyr, som vi manglede + en bil. I Surrey-området var der masser af brugtbilsforhandlere, så der var nok at vælge imellem. Vi fandt, hvad vi søgte, og godt kr. 17.000 fattigere havde vi bil med plader, forsikring og autohjælp, – og havde tilmed fået en mekaniker til at ordne et par småting.

Vi skulle også have købt et telt, og med 2 teenagere i 3 måneder blev vi enige om at det gerne måtte være stort og have flere soverum. Vi endte med at købe et på størrelse med et gods, hvortil Sylvain grinende bemærkede, at så kunne vi jo også parkere bilen derinde, hvis det skulle blive regnvejr!

Vaskerier er et nødvendigt onde
Med kun en rygsækfuld tøj hver måtte vi jo vaske tøj med jævne mellemrum, og vi fandt snart ud af at vaskerier er et godt sted at komme i snak med de lokale.
Det var også netop på et vaskeri i Ucluelet på Vancouver Islands vestkyst, at vi traf ejeren af campingpladsen på Mussel Beach. Hun fortalte om pladsen, som lå lige ud til ”Barkley Sound” med udsigt til øgruppen ”Broken Group Islands” og Stillehavet. De 15 km’s hullede skovvej iblandet store skærver derud var dog ved at tage modet fra os. Men da vi først var der, var vi alle solgt. Ganske vist var der temmelig primitivt, men stedet var fantastisk. Vi boede praktisk talt på stranden lige i nærheden af en ørnerede, og med en sæl, der holdt øje med os fra vandkanten.
Stranden blev næsten 100 m bredere ved ebbe, hvilket frilagde tusindvis af små vandhuller, hvor vi de næste 7 timer i ro og mag kunne studere søanemoner, søstjerner, krabber, krebs og meget andet.

Porpoise Bay Campground, Sunshine Coast d. 13. juli 2007
I dag var vi på besøg på en spejderlejr: “Pacific Jamboree”. De bor over 2000 spejdere inde i en skov mellem kæmpestore træer. I aften på campingpladsen spillede vi fodbold med et par drenge. De ville vide hvilket sprog, man taler i Danmark, og jeg sagde så: ”Danish”. De spurgte, om det var ligesom de der kager!! – og hvad svarer man lige til det?
– Mila

I det hele taget var de fleste af de campingpladser vi overnattede på ret primitive. Der var ingen el, drikkevand eller brusere, og toiletterne var tørklosetter. Men disse pladser lå de skønneste steder ude i skovene og altid lige ved floder eller søer, og hver teltplads havde sit eget bålsted og et bord med bænke, og var desuden omkranset af træer og dermed isoleret fra ”naboerne”.
Øde var det, og vi var ofte flere hundrede kilometer fra en by. Derfor var der heller intet radiosignal, så vi savnede ind imellem at høre lidt musik. Og selvom Mila havde taget sin mobil med, var der sjældent et signal, så den blev mest kun brugt som vækkeur.

Hvaler og bjørne
Senere flyttede vi nærmere mod Tofino, hvor vi boede i en regnskov i Pacific Rim National Park. Her blev vi kraftig advaret mod bjørne og cougars (puma-art), så der var opstillet metalbokse, hvor man kunne låse sin mad inde, hvis man ikke var i bil. Vi blev også gjort opmærksom på, at det ikke bare var maden men også toilettasker og vaskepulver, vi skulle opbevare i bilen for ikke at tiltrække vilde dyr. De eneste vi fik besøg af var dog den blå skovskade ”Steller’s jay”, som gerne ville snuppe vores brød.
Men at der er bjørne i Canada har vi fået bekræftet: på de tusindvis af km vi har kørt igennem øde egne har vi set masser af bjørne. Mest sortbjørne, som er forholdsvis fredelige, men også nogle få af de store grizzlybjørne kom vi forbi.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Overalt på campingpladser og rastepladser var der bjørnesikre skraldespande, så vi var ikke i tvivl om at vi var på besøg i dyrenes rige og på deres præmisser. Når vi fangede fisk til aftensmaden, måtte vi rense dem direkte på stranden, for at lugten af fiskerester ikke skulle trække bjørne til teltpladserne.
Vi håbede også at få hvaler at se, og det lykkedes et par gange. Henholdsvis fra stranden ”Long Beach” og fra færgen, da vi sejlede nordpå ad ”The Inside Passage” til Prince Rupert.

Port Hardy d. 18. maj 2007
I dag kørte vi i over 7 timer for at komme herop til færgebyen, hvor vi skal sejle fra. Vi så 3 sortbjørne fra bilen, og jeg fik ladet mine batterier til MP3’eren op mens vi kørte.
– Niels

Alaska
På vejen nordpå mod Whitehorse, hovedstaden i Yukon, overnattede vi på en campingplads, som egentlig endnu ikke var åben, da den stadig var delvis dækket af sne. Vi fandt dog en bar plet, hvor vi kunne stille vores telt op. Selvom der en nat var frost på indersiden af teltet, var der ret varmt om dagen. Faktisk så varmt at Niels legede i sneen med bare tæer i sandaler, mens pigerne tog solbad lige ved siden af.

Jublen var stor hver gang vi krydsede grænsen til Alaska, da vi så fik en masse stempler i vores pas. Vi besøgte bla Skagway, som i slutningen af 1800-tallet var udgangspunktet for tusindvis af håbefulde guldgravere, der via ”The Chilkoot Trail” og Yukon River stilede mod Klondike.
I dag bor der kun ca. 800 indbyggere i Skagway, men ved 9-tiden hver dag i sommerperioden lægger der op til 4 store krydstogtsskibe til i havnen og byen bliver oversvømmet af købestærke turister. Ved 17-tiden er de alle atter ombord på deres flydende luksushoteller, og byen falder til ro i sin egen hyggelige atmosfære.

Kontrasternes land
Selvom det kun er et lille hjørne af Canada vi har set, har vi oplevet en stor forskellighed. Fx har vi ofte overnattet i en regnskov, men også ved Whitehorse og Dawson, hvor klimaet er så tørt, at det er lige på grænsen til at kunne kaldes ørken. Mangen en nat sov vi på permafrost, men i det sydlige British Columbia kneb det at få temperaturen ned under 20 grader om natten.
Vi har kørt tusindvis af kilometer på grusvej igennem områder så ufattelig øde, at det var en kæmpe kontrast til frodigheden i Fraser Valley med alle dens vingårde og frugtplantager. Vi har badet i det kolde Stillehav, i søer og smeltevandsfloder og selvfølgelig også i varme kilder.

Kicking Horse Campground, Yoho National Park d. 1. juli
I dag er det Canada Day, og vi var med til at fejre dagen i Field med optog, BBQ og kage. Vi mødte nogle andre danskere, hvilket er første gang i 2 måneder. De har kun 3 ugers ferie herovre, – ikke lang tid, hva’?
– Mila

Robert Service, en af de store digtere fra guldgravertidens Yukon, skriver i et af sine digte om hvad der gør Yukon så attraktiv: ”the freshness, the freedom and the farness”.
Og der må vi give ham ret. Vi tabte også vores hjerter til Yukon Territory, Canadas nordvestligste hjørne. Her ligger mod vest de majestætiske bjerge i Kluane National Park, og for enden af ”Top of the World Highway” finder man Dawson City, der, med al sin charme, stadig ser ud som om den lige er revet ud af en ”Lucky Luke”- tegneserie. Længere nordpå strækker tundraen sig helt op til Beaufort Sea, og dens helt specielle flora bærer endnu vidnesbyrd om et isfrit område under sidste istid. Længere sydpå ad ”Klondike Highway” ligger ”The Silvertrail”, og som navnet indikerer, er der sølvminer i dette område. De fleste miner er nu lukkede og arbejderne rejst, og tilbage står spøgelsesbyerne. I Keno City bor der dog stadig en 15 – 20 mennesker, som sætter pris på at bo ”for enden af vejen”! En del af husene var forladte, og på byens museum arbejdede en enkelt ældre mand, som også tog imod betaling for overnatninger på campingpladsen og for brug af de offentlige brusere og vaskemaskiner længere nede ad vejen.

Hjemme igen
Og nu, hvor vi havde vænnet os til peanut-butter, Kleenex og billig benzin, er vi igen tilbage i Thy blandt familie og venner, og det glæder vi os også over. Det er naturligvis også rart at gense sofa, tv og CD-afspiller og igen at kunne lave mad i en ovn.
Vi savner stadig udsigten til sneklædte bjergtinder, men føler dog ikke af den grund, at naturen her i Danmark er ringere. Tværtimod er vi blevet mere opmærksomme på hvilke fantastiske muligheder udelivet i Thy byder på, og det at kunne gå en tur på stranden i flere timer uden at møde nogen giver en ufattelig ro i sindet. Her kan man også gå alene i skoven og nyde stilheden uden at behøve
at bekymre sig om hvorvidt der står en bjørn efter det næste sving. Det eneste, vi savner herhjemme, er at man også som motoriseret campist kunne få lov at benytte skovenes teltpladser.

Yahk Campground d. 4. juli 2007
Vi stod tidligt op og kørte kl. 7 for at nå hertil inden det blev alt for varmt – her er 35 grader. Vi er tæt på grænsen til USA og på breddegrad med Spanien, så der er kke noget med lyse sommernætter her. Vi bor lige op ad Yukon River, så vi har badet en del i flodens kolde vand.
– Niels

Der findes mange forskellige måder at rejse på, og for os var bla. længden vigtig. Vi ønskede at blive så længe at vi nåede at falde til ro og komme ind under huden på canadierne, og at vi havde tid til at samtale med de mennesker vi traf undervejs. Og da vores rejse også omfattede besøg hos venner, var det rart at vi også havde tid til at hjælpe dem i et par dage med at male, hænge gardiner op, flytte køkkenelementer m.m.
Rent økonomisk var vi nødt til at leve forholdsvis primitivt, da vi samtidig også havde bil og hus herhjemme, som skulle betales. Heldigvis synes vi godt om at lave mad over bål og på trangiasæt og sove i telt, og vi behøvede aldrig at melde os på dyre ”bjørneture” el.lign., for vi så det hele og mere til, bare fordi vi var der, og havde tid til at stoppe op, iagttage og nyde.

Tæt sammen
Man kan altid diskutere, hvorvidt det er en god ide at tage sine børn ud af skolen i længere tid. Vi har ikke brugt megen tid på at øve tabeller eller det periodiske system, men ved at se, røre, lytte og opleve har børnene selv observeret dyr, planter, bjerge, floder og set hvor kompleks og sårbar naturen er. Vi har besøgt utallige info-centre og lært om tundraen, permafrost, regnskove, dyrelivet, sidste istid, den globale opvarmning, guldgravere, indianer og inuitter m.m. Måske en unyttig viden, som ikke figurerer som pensum i den danske folkeskole, men hvor umålbar den viden end måtte være, så tror vi på at den er med til at gøre vores børn til hele, ansvarlige og interkulturelle mennesker.

Tilbage i skolen må de nu slås lidt mere med diktat og tysk, men klarer sig så til gengæld bedre i geografi, biologi og engelsk.
Desuden har de fået en værdifuld oplevelse af at de hver især er en vigtig brik i vores familie. Vi har lært hinanden at kende på
godt og ondt, hvilket naturligvis også har givet anledning til uenigheder og diskussioner. Men det er svært at smække med døren i et telt, så vi var nødt til at få talt ud i stedet for. Det har været en god øvelse for os alle, og vi er uden tvivl kommet meget tættere på hinanden. Denne rejse har givet os en masse gode fælles oplevelser, som vil være med til at præge vores fremtid og sætte sig som en milepæl i vores liv.

– Berith